Dette billede er en fantastisk repræsentation af et dystopisk ørkenlandskab, med fokus på kontrasten mellem det golde, klippefyldte terræn og de livlige, lysende planter, der pryder landskabet. Billedet er sat ved solnedgang, hvor himlen brænder med nuancer af orange og rødt, og kaster et varmt skær over hele scenen. I det fjerne rejser en ruineret bysilhuet sig fra ørkenbunden, dens nedbrudte spir og tårne er et vidnesbyrd om den ødelæggelse, der har hærget denne engang blomstrende metropol. Den overordnede effekt er en følelse af øde og forfald, men de lysende planter tilføjer en følelse af håb og modstandskraft til billedet, hvilket antyder, at selv i de mørkeste tider er der altid mulighed for fornyelse og genfødsel.
